Musicalen slog igennem som en hovedsagelig amerikansk filmgenre efter tonefilmens fremkomst i slutningen af 1920'erne og havde sin storhedstid 1930-60. De første filmmusicals, fx Charles F. Reisners (1887-1962) The Hollywood Revue of 1929 (1929) og John Murray Andersons (1886-1954) The King of Jazz (1930), bestod ofte af en række enkeltnumre med kendte kunstnere fra filmens, varietéens, teatrets og radioens verden.
Tidligt blev også operetter, fx The Merry Widow (1934, Den glade Enke), instrueret af Ernst Lubitsch og med Maurice Chevalier og Jeanette MacDonald, samt Broadway-musicals filmatiseret. Med Busby Berkeleys koreografi til film som Gold Diggers of 1933 (1933, Gold Diggers) og 42nd Street (1933, 42. Gade) fik filmmusicalen en mere selvstændig form med moderne, jazzet underholdningsmusik, stepdans og ekstravagante ensemblenumre.
Højdepunkter i 1930'erne var bl.a. Top Hat (1935) og Swing Time (1936), instrueret af hhv. Mark Sandrich (1900-45) og George Stevens, hvor Fred Astaire og Ginger Rogers dannede par.
Med producenten Arthur Freed (1894-1973) som samlingspunkt fra 1939 indtil slutningen af 1950'erne stod filmselskabet MGM for nogle af genrens klassikere. Det gælder fx Victor Flemings (1843-1949) The Wizard of Oz (1939, Troldmanden fra Oz), der gjorde Judy Garland til filmstjerne, Vincente Minnellis An American in Paris (1951, En amerikaner i Paris), Gene Kellys og Stanley Donens Singin' in the Rain (1952, Syng i sol og regn), begge med Gene Kelly i hovedrollen, og Minnellis The Band Wagon (1953, Let på tå) med Fred Astaire.
Fra tiåret omkring 1960 huskes især filmatiseringer af store teatermusicals som Joshua Logans (1908-88) South Pacific (1958), Robert Wises West Side Story (1961), George Cukors My Fair Lady (1964) og Wises The Sound of Music (1965).
Af de få musicals, der er produceret efter 1970, er de fremtrædende især Bob Fosses filmudgave af Cabaret (1972) samt filmatiseringerne af de nye rockmusicals, fx Milos Formans Hair (1979), og britiske teatermusicals som Norman Jewisons Jesus Christ Superstar (1973) og Alan Parkers Evita (1996). Hertil kommer tegnefilm fra Disney-koncernen, fx The Beauty and the Beast (1991, Skønheden og udyret), som også kan betragtes som musicals.
Af de få ikke-amerikanske musicals kan nævnes den tyske Der Kongreß tanzt (1931, Kongressen danser), instrueret af Erik Charell, samt de franske Sous les toits de Paris (1930, Under Paris' tage), instrueret af René Clair, og Les Demoiselles de Rochefort (1967, Pigerne fra Rochefort), instrueret af Jacques Demy. Til de få egentlige danske filmmusicals hører Torben Anton Svendsens Mød mig på Cassiopeia (1951) med musik af Kai Normann Andersen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.